Michael Birkjær
Analysechef og medstifter
Michael har altid været drevet af at forstå kilderne til social og økonomisk ulighed, hvilket har vækket hans interesse for det økonomiske system. Hans personlige indgang til trivselsøkonomi var gennem "Beyond-GDP-dagsordenen", hvor han primært har interesseret sig for, hvordan menneskelig trivsel og bæredygtighed kan gøres til de centrale mål for politik og samfundsudvikling.
Michael mødte Mads Falkenfleth tilbage i 2017, og fandt et fagligt fællesskab, men også en tæt allieret i ambitionen om at fremme Beyond-GDP-dagsordenen. 6 år senere fandt de igen sammen om at starte Tænketanken WELA med bl.a. det formål.
Før Michael var med til at stifte WELA, arbejdede han med analyse og formidling særligt indenfor velfærdsøkonomi, værditeori, metodeudvikling og systemtænkning. Han har været hovedforfatter på flere vidensrapporter, herunder for Nordisk Ministerråd og Ældre Sagen, og deltaget som taler og hovedtaler på en lang række konferencer. Michael har tidligere været tilknyttet den danske tænketank Institut for Lykkeforskning og har siddet i bestyrelsen for Rethinking Economics Danmark. Han er uddannet cand.scient.pol. (statskundskab) fra Københavns Universitet.
I sin rolle som analysechef hos WELA, har Michael ansvaret for den faglige ledelse. Det indebærer bl.a. at samle viden om trivselsøkonomi, identificere videnshuller og gøre det relevant i en dansk og nordisk sammenhæng. Hans arbejde omfatter blandt andet at identificere innovative strømninger inden for den bredere “New Economy” bevægelse samt at sikre høj kvalitet i WELA's analyser og rapporter.
Efter arbejdstid bruger Michael sin tid med sin familie. Han er meget stor fan af science-fiction-film, og har en enorm kærlighed for den københavnske sommer.
